Musholm orientering om Asnæsværkets Fiskeopdræt (AF)


I november 2018 overførte Musholm fisk fra vore dambrug i Jylland til Asnæsværkets Fiskeopdræt (AF). Fisken blev placeret i opdrætsbure i kølevandskanalen. Det har været praksis siden 2014, hvor NaturErhvervsstyrelsen definerede kølevandskanalen som en del af AF’s landbaserede anlæg. Kalundborg Kommune indskærpede i november 2018, at denne praksis skal ophøre. Der er ikke længere fisk i kølevandskanalen.

Musholm tror på, at akvakultur kan fungere godt sammen med erhvervs-, natur, miljø og turisme og fritidsinteresser. Vi har lavet denne orientering for at oplyse om produktionsforholdene for vores virksomhed.

Baggrund for Musholms praksis med fisk i opdrætsringe i kølevandskanalen

1) Der tages højde for miljøpåvirkning:

Det har ingen miljømæssig betydning i forhold udledning af næringssalte, om fisken befinder sig i opdrætsbure i kølevandskanalen eller i bassinerne, som tager vand fra og udleder vand til kølevandskanalen. Derfor overholder fiskeopdrættet på AF gældende vilkår for udledning af næringssalte i vandplansområdet Kalundborg Fjord, som det fremgår af miljøgodkendelsen.

2) Kølevandskanalen er en del af AF’s landbaserede anlæg

I forbindelse med et andet opdrætsprojekt af muslinger præciserede NaturErhvervstyrelsen i 2014, at kølevandskanalen ikke kunne opfattes som en del af fiskeriterritoriet, men at kølevandskanalen derimod er en del af AF’s landbaserede anlæg. Der har således også været muslingeopdræt i kølevandskanalen i en længere periode.

3) Musholm ansøger ny godkendelse med præcisering om praksis i kølevandskanalen

Musholm ansøger nu om en godkendelse med præcisering om at have fisk i opdrætsbure i kølevandskanalen inde på AF’s arealer. Stadig med den samme udledning af næringssalte inden for rammerne af den nuværende miljøgodkendelse.  

4) Trods forsinket sagsbehandling ønsker Musholm at modernisere AF’s landbaserede anlæg

Musholm vil fortsat gerne projektere ombygning og modernisering af det landbaserede opdrætsanlæg på AF, selvom Musholm har mistet et EU-tilskud på 8 millioner kroner som følge af anket tilladelse og forsinket sagsbehandling. Opdrætsanlægget er værdifuldt som avlstation, opdræt af smolt og ørreder til konsum.

Herunder yderligere baggrund og gennemgang af sagsbehandlingen:

  • Musholm søgte og fik ny miljøgodkendelse d. 23/6 2014 til AF baseret på de samme miljøvilkår, som AF har haft siden etableringen i tilbage i 1980’erne.
  • Musholm søgte og fik også tilsagn om EU-tilskud på ca. 8 mio. kr. til AF til modernisering- og ombygningsprojekt på ca. 25 mio. kr. med ny miljøteknologi.
  • Danmarks Naturfredningsforening (DN) ankede d. 3/7 2014 miljøgodkendelsen til Natur- og Miljøklagenævnet.
  • Musholm har siden bedt Natur- og Miljøklagenævnet om en afgørelse på miljøgodkendelsen, men det er endnu ikke sket.
  • Musholm har tidligere bedt DN om møde for at drøfte mulige løsninger på DN’s klage over miljøgodkendelsen, men DN har ikke imødekommet ønsket om møde.
  • Musholm har mistet tilskuddet fra EU på ca. 8 mio. kr. pga. DN’s klage og den uafsluttede sagsbehandling hos Natur- og Miljøklagenævnet, som også har forsinket det miljømæssige grundlag for projektet med ombygning, modernisering og miljøforbedringer på det landbaserede opdrætsanlæg i over 4 år.