DØDSFALD: Kurt Malmbak Kjeldsen, erhvervsmand, forfatter, opfinder – og lystfisker – er død, 71 år.
Af Bjarne Robdrup, Sjællandske Medier A/S
I kyst- og lystfiskerkredse har han nærmest haft ikonisk status som forfatter til bogen Havørred – Havørred! der udkom i 1979. I det årti flyttede odensedrengen til Vestsjælland, og i 1979 etablerede han Musholm Lax A/S, i dag Musholm A/S – på Reersø Havn, et af Danmarks største havbrug.
Han blev exam. art. i filmvidenskab i 1972 og var ved at afslutte cand. psych. studiet på Københavns Universitet, da han i 1980 beslutter at satse 100 procent på sit nye firma – havbruget på Reersø.
Senere blev han professionel bestyrelsesmedlem, var opfinder og skabte siden sit eget rådgivnings- og investeringsselskab KMK ApS.
Men nu er det slut. Erhvervsmanden, forfatteren, opfinderen og – gennem hele livet – lystfiskeren Kurt Malmbak Kjeldsen, Hallebyorevej midt i Åmosens smukke natur, er død. Han blev 71 år.
MUSHOLM LAX blev i 2005 solgt til en japansk fiskekoncern og med direktør Niels Dalsgaard, Kurt Malmbak Kjeldsens nærmeste medarbejder og fortrolige, som medejer.
Kurt Malmbak Kjeldsen agerede i mange forskellige sammenhænge i livet. Men lystfiskeriet fulgte ham fra de yngste år til det sidste. I et interview med Jens Bursell, chefredaktør på Fisk & Fri, fra 2015, sagde Kurt Malmbak Kjeldsen:
– Jeg har aldrig kommet muggen eller bekymret hjem fra en fisketur. Det opleves som om sjælen bliver vasket og strøget, når man er derude. Der sænker sig fred i mit kaotiske hoved, og uden bevidst anstrengelse henfalder jeg til en meditativ tilstand, hvor alle døre står åbne for naturens og øjeblikkets indtryk. Min ambition for de kommende år er fortsat at kunne forene æstetikken, naturen og kammeratskabet i mit fiskeri.
Og i samme samtale siger han videre:
– Om otte år er jeg 75 år. Skal jeg til den tid sidde i rullestol for at fiske, så gør jeg gerne det. Og så går jeg faktisk og pusler med en ny bog – og jeg kan ikke afsløre andet end at det bliver en bog om lystfiskeri!
Kurt Malmbak Kjeldsen opnåede ikke at blive 75 år, og den næste bog blev ikke færdigskrevet. Men han, der som helt ung også var skak- og pokerspiller på højt niveau, oplevede mere end de fleste.
I går, onsdag 27/3-2019, blev han bisat ved en ceremoni i Holbæk.