Vi har fået flere spørgsmål om vores håndtering af covid-19 på Musholm. Ligesom alle andre virksomheder i Danmark – og hele verden – skal vi med covid-19 pandemien forholde os til en ny situation. Det kræver, at vi tilpasser vores virksomhed – ikke mindst her i efteråret, hvor vi er i fuld gang med høstsæsonen.
Vi har taget mange forholdsregler og ændret både indretning af kontorer og produktion efter sundhedsmyndighedernes anvisninger. For at skabe så sikre forhold som muligt for vores ansatte har vi på eget initiativ valgt at få foretaget test af alle medarbejdere på vores kontorer, havbrug og produktion. Alle test udføres af en privat sundhedsfaglig virksomhed. Det er ikke noget myndighederne forespørger, men det er vigtigt for os for at sikre vores medarbejderes sundhed og tryghed.
Skulle der være positive tests sørger vi for at isolere de smittede og alle, de har været i kontakt med – indtil man kan fremvise negativ test. Vi følger de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger, så der kan være størst mulig tryghed blandt både ansatte hos Musholm, men også i lokalområdet på Reersø.
Vi fortsætter med at gennemføre test af vores medarbejdere i løbet af høstsæsonen, og vi følger som alle andre virksomheder naturligvis hele tiden med i udviklingen af smitte i Danmark og nye retningslinjer fra myndighederne.
Covid-19 pandemien er en speciel, anderledes og vanskelig tid for os alle, men vi gør vores bedste for at skabe trygge rammer, så vi kan fortsætte med så normal en hverdag som muligt for alle – både vores ansatte på kontor og i produktionen, samt alle vores medborgere på Reersø.